Blødende Julecheesecake

Med kanelkiks, appelsincreme og tranebærkompot

Kære jer – Glædelig 4. søndag i advent.

Vi er nået fjerde og sidste låge i min lille adventskalender, og det har været en fornøjelse at lave disse små videoer til jer. Dog også lidt af en kamp, da jeg jo stadig er spritny på video- og Youtube fronten. Men I har simpelthen taget SÅ dejligt imod projektet, og det gør mig virkelig glad !

Som en lille tak og for at slutte hele projektet af helt på toppen, får I her den lækreste julecheesecake med bund af kanelkiks og cheesecakefyld med appelsin samt et blødende indre af syrlig tranebærkompot. Det blødende cheesecake indre er en helt ny måde at lave cheesecake på, og jeg synes det fungerer absolut fabelagtigt at indarbejde geléen (der ellers pryder toppen) i selve cheesecaken som en flydende kerne. Det er faktisk bare helt fantastisk lækkert – Prøv det selv.

… Her får I i hvert fald opskriften og ikke mindst en lille how-to video (se nederst på siden).

15592523_10208143887582395_215589312_n 15592609_10208143887622396_1658556719_n

INGREDIENSER

300 g. tranebær
1 dl. vand
150 g. sukker (smag til)
1 tsk. vaniljesukker
Et lille skud citronsaft
3 blade husblas

1 pakke kanelkiks (kan også bages selv)
150 g. smeltet smør

800 g. flødeost
200-250 g. cremefraiche
200-300 g. flormelis (alt efter hvor sød cremen ønskes)
2 tsk. vaniljesukker
Saft fra 1 økologisk appelsin
Skal fra 2 økologiske appelsiner
6 blade husblas (4 hvis først den serveres næste dag)

Ekstra cremefraiche til toppen
Drys af tørrede tranebær
Drys af pistacienødder
Chokoladekugler
Tranebær
Spiselige perler
Guldstøv
Rød skovsyre

15644588_10208143887662397_2087095307_n

FREMGANGSMÅDE

  1. Tranebærkompotten: Laves som det første.
  2. Husblas opblødes i koldt vand, mens de resterende ingredienser koges sammen i en gryde i minimum 30 minutter.
  3. Smelt husblassen i den varme kompot og lad kompotten afkøle indtil brug.
  4. Kiksebund: Tænd ovnen på 180 grader.
  5. Smelt smørret og knus kiksene meget fint i en hakker (eller i en pose med kagerullen).
  6. Bland smørret og kiksekrummerne godt sammen i en skål og fordel kiksebunden i en springform beklædt med bagepapir (her er det vigtigt at bagepapiret er klippet til, så der er et stykke i bunden og en strimmel langs kanten, så det ikke krøller).
  7. Spred kerne kiksebunden op langs formens kant, så kagen får et rustikt og spændende udtryk.
  8. Bag bunden i 10-15 minutter og afkøl derefter til den er helt kold.
  9. Cheesecakefyld: Opblød husblassen i koldt vand.
  10. Bland flødeost og cremefraiche sammen i en stor skål indtil det har en ensartet, cremet konsistens.
  11. Sigt flormelis og vaniljesukker heri og vend det godt i cremen.
  12. Riv appelsinskallen i blandingen og tilsæt ligeledes appelsinsaft.
  13. Tag 2-3 spsk af cremen og smelt det ganske kort i en gryde sammen med husblassen.
  14. Vend nu den smeltede del i resten af cremen.
  15. Fordel en andel af cremen over den kolde kiksebund og op langs springformens kanter (som nu er beklædt med kageplast) så der dannes en fordybning til tranebærkompotten.
  16. Tilføj forsigtigt tranebærkompotten i fordybningen og dæk den med den resterende del af cremen (Gem ca. 5 spsk. til pyntning af toppen)
  17. Lad kagen sætte sig på køl i minimum halvanden time.
  18. Når kagen er afkølet, blandes den gemte andel cheesecakecreme sammen med lidt ekstra cremefraiche (ca. 3-4 spsk.), så der en frisk cremefraiche topping.
  19. Kagen frigives af form og kageplast
  20. Cremefraiche toppingen kommes i en sprøjtepose, der klippes et lille hul og toppingen sprøjtes med små bølgende bevægelser i sirlige mønstrer ud fra kagens midte.
  21. Tørrede tranebær knuses i en morder til drys som pynt, mens pistacienødder hakkes helt fint i en hakker – Ligeledes til drys.
  22. De to hjemmelavede drys fordeles tilfældigt på kagens top.
  23. Der pyntes med guldkugler (chokolade), perler, tranebær, guldstykker og rød skovsyre.
  24. Kagen serveres kold og nydes med alle dem du holder af (eller helt alene)

15644582_10208143887862402_679188906_n 15591706_10208143887822401_1564507043_n 15592549_10208143887462392_202381593_n

Velbekommen og skøn jul herfra ♡

Gammeldags Småkager

Glædelig 3. søndag i advent !

I dag har jeg lavet jer en adventsvideo med mine absolut yndlings julesmåkager efter opskrifter fra Den Gamle by… Og så ikke helt alligevel, for der gik sgu drillenisser i mikrofonen. Derfor får I i dagens anledning en lidt anderledes video oven på den tekniske fejl. Opskrifterne fejler jo heldigvis ikke spor, så den får I naturligvis lige herunder – Jeg lover jer de smager af gamle dage og julenostalgi.

15451001_10208077377959696_323774020_n

Brunkage Romber med hasselnødder og appelsin

INGREDIENSER

200 g smør
200 g sirup (lys)
200 g brun farin
80 g hakkede hasselnødder
Appelsinskal fra én økologisk appelsin

500-600 g. hvedemel
20 g brunkagekrydderi
4 g hjortetaksalt (en lille tsk.)
20 g potaske opløst i 2 spk. vand
1 æg

FREMGANGSMÅDE

  1. Hasselnødderne hakkes godt, men stadig lidt groft (med skal)
  2. Smør, sirup, brunfarin, hakkede hasselnøder og revet appelsinskal blandes sammen i en gryde og bringes i kog.
  3. Hæld derefter den kogende masse i en skål.
  4. Vend halvdelen af melet over massen og ælt godt – Men pas på, massen er varm !
  5. Tilsæt brunkagekrydderierne og hjorttaksaltet.
  6. Opløs potasken i vandet og vend det sammen med resten af melet ned i skålen.
  7. tilsæt afslutningsvis ægget og ælt godt.
  8. Afkøl dejen i minimum 2 timer (gerne længere)
  9. Udrul derefter dejen på en bordplade med en smule mel og skær rektangler på tværs og langs af dejen (gerne i forskellige størrelser) med en skarp kniv.
  10. Placer de rektangulære romber på en bageplade beklædt med bagepapir og prik forsigtigt hul i hver brunkages ene spids med en spisepind (så kagerne kan hænges op).
  11. Bag ved 200 grader i ca. 6 minutter.

15401294_10208077377799692_1856734229_n15451396_10208077377759691_871003335_n 15435874_10208077377839693_49504174_n

Grove Vaniljekranse med marcipan og citron

INGREDIENSER

300 g. hakkede mandler (groft og med skal)
1 stang vanilje (opløst i en smule af sukkeret)
250 g sukker
350 g smør
100 g. marcipan
Citronskal fra én økologisk citron
Ca. 500 g. mel
1 æg

FREMGANGSMÅDE

  1. Hak mandlerne groft med skalen på.
  2. Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud med en anelse af sukkeret.
  3. Mas smør, sukker og vaniljesukker sammen mellem fingerene.
  4. Riv marcipan og citronskal ned i smørblandingen.
  5. Vend mandlerne heri og ælt det godt sammen ved at tilsætte melet af flere omgange sammen med ægget.
  6. Lad dejen hvile i ca. en time.
  7. Rul nu små aflange pølser af dejen og form kransene med hånder og fingre (Det var sådan man gjorde i helt gamle dage).
  8. Placer småkagerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  9. Bag ved 200 grader i ca. 10 minutter.

15403031_10208077378159701_374699525_n 15494046_10208077378239703_1327395880_n

Og sidst men ikke mindst den føromtalte video:

Banana Bread – Nu med “pynte banan”

Kære læsere

Jeg har tidligere skrevet jer en række lækre opskrifter med den skønne sødme fra bananer, hvor også det elskværdige Banana Bread indgik. Nu har jeg videreudviklet det kære brød en smule, og det er kun blevet bedre. Så som lovet får I her opskriften på mit Banana Bread – Nu med indbagt pynte banan og 70 % mørk chokolade.

… De tidligere opskrifter med bananer kan læses lige HER

15320366_10207987653276635_502577433_n

INGREDIENSER

3 bananer + 1 til pynt
2 æg
1 1/2 dl. mælk
Ca. 200 g. hvedemel
Ca. 100 g. havregryn
3 tsk. bagepulver
1 tsk. Kardemomme
Skal af en økologisk appelsin (kan undlades)
100 g. mørk chokolade 70 %

15319615_10207987653356637_1451929582_n

FREMGANGSMÅDE

  1. Tænd ovnen på 200 grader.
  2. Blend de 3 bananer, æg og mælk sammen i en blender eller med en stavblender (jeg bruger selv en lille smoothie blender)
  3. Hæld bananblandingen over i en skål og tilsæt alle de tørre ingredienser, og rør godt.
  4. Hæk chokoladen groft og vend den i dejen. Riv også appelsinskal i her og vend godt.
  5. Dejen bør have en fast, grødagtig konsistens. Hvis den er for flydende tilføjes med mel/havregryn, hvis den er for fast tilføjes en anelse mælk.
  6. Hæld dejen i en rugbrødsform smurt godt med smør.
  7. Flæk den sidste banan på midten og placer den sirligt oven på dejen, så begge halvdele buer indad mod hinanden og mødes på midten.
  8. Bag brødet i ca. 30-40 minutter til det er gyldnet. Hold øje med dem undervejs, da bagetiden kan variere.
  9. Vent til brødet er helt afkølet inden det tages ud af formen og serveres, ellers kan det risikere at ødelægges.
  10. Nyd det da i fulde drag !

15310652_10207987653236634_1427175556_n 15320278_10207987653156632_1712557287_n

Jeg håber I kan bruge opskriften. Den skønneste weekend til jer herfra ♡

Nøddebrud

Kære læsere

Jeg er netop vendt hjem fra nattevagt, som jeg skriver indlægget her, og jeg havde simpelthen den vildeste sult efter nybagte boller. Derfor har jeg i skrivende stund kastet mig over en omgang lynhurtige nøddebrud med mandler og hasselnødder. Og opskriften den får I lige her – Men ikke nok med det, så får I den også på video (!) JUHU.

… Videoen vises nederst på siden.

15227899_10207959899862817_1056383987_n

INGREDIENSER

50 g gær
3 dl. lunken mælk
1 spsk. sukker
1 knsp salt
ca. 500 g. mel
125 g. smør

1 æg
150-300 g blandede nødder (efter eget ønske)
1 tsk kardemomme

FREMGANGSMÅDE

  1. Lun mælken ved svag varme til lidt over lillefinger temperatur.
  2. Smuldr gæren i en skål og opløs den ved at hælde den lune mælk henover.
  3. Kom sukker og salt i gæropløsningen for at hjælpe på hævningen.
  4. Bland melet i af flere omgange og ælt dejen godt sammen på bordet. Bedøm selv hvor meget mel der skal bruges. OBS: Dejen må gerne være lidt til den tørre siden inden smørret blandes i.
  5. Ælt og mas smøret ind i dejen med fingerne, så dejen bliver lækker og smiddig. Brug evt. lidt ekstra mel, hvis det bliver for klistret en opgave.
  6. Lad dejen hæve under et klæde på køkkenbordet i en time til halvanden.
  7. Tænd ovnen på 200 grader.
  8. Når dejen er hævet godt op, dannes der en lille udhulning i midten.
  9. Her kommes æg, nødder og kardemomme i og blandes/æltes derfra ind i dejen.
  10. Del dejen op i mindre portioner, som danner nøddebrudene.
  11. Placer dem på en bageplade med bagepapir og bag indtil de er gyldne i ca. 20-30 minutter.
  12. Nydes lune eller kolde med eller uden smør på. De er gode til det hele !

Konfekt Grantræer

Kære jer

I dag er det 1. søndag i advent og det er derfor dagen , hvor den søde juletid for alvor skydes igang. Men ikke nok med det er det også dagen, hvor jeg starter et lille youtube univers til jer. Her vil I med tiden kunne finde helt simple opskrifter, som alle kan være med på i bedste how-to stil.

Jeg glæder mig til at dele det med jer og håber, at I vil tage rigtig godt imod det. Det er produceret helt af egen hånd, og derfor helt uden alverdens fancy udstyr eller fede studier. Det er simpelthen blot mig, min lille stue og ikke mindst mit kære Olympus Pen, der danner rammen om de små opskrifter.

Youtube kanalen skydes naturligvis i vejret med en adventskalender bestående af fire lette julelækkerier, som alle kan være med på.

Første omgang byder på søde små konfekt juletræer af marcipan og nougat med frisk smag af appelsin og citron. Se med i videoen nederst og følg opskriften nedenfor.

15218681_10207950294902699_745222842_n

Konfekt Juletræer

INGREDIENSER

400 g marcipan
200 g nougat
Skal fra 1 økologisk appelsin
250 g stuetempereret smør
250-350 g flormelis
Skal fra 1 økologisk citron
Grøn pastafarve (leaf green)

Spiseligt glimmer

FREMGANGSMÅDE

  1. Udrul marcipanen i bånd af forskellige længder mellem 5-20 cm med en tykkelse på ca. 5 mm.
  2. Dan af hvert bånd en lille bue (som en glad julemund) og pres det stykke der skal danne træets spids ekstra tyndt med fingrene.
  3. Opvarm let nougaten ved lav varme og smør i midten af hvert bånd med et strejf af nougat.
  4. Riv appelsinskalen over marcipan og nougat.
  5. Rul nu båndene til små, fine kegler, der skal danne træets krop.
  6. Pisk smør, flormelis og citronskal sammen med en elpisker i en skål.
  7. Del smørcremen op i tre lige store portioner.
  8. Indfarv de tre portioner i farverne grøn – lysere grøn – hvid med den grønne farve (dvs. den hvide naturligvis ikke farves).
  9. Kom først den grønne smørcreme i en sprøjtepose med en lille stjernetyl.
  10. Sæt små aftryk af smørcremen hele vejen rundt om keglen fra bunden og ca. 1/3 del af vejen op.
  11. Skift nu til den lysere grønne smørcreme og sæt igen små stjerne aftryk med sprøjteposen ca. 2/3 del af vejen op.
  12. Skift afslutningsvis til den hvide smørcreme og form træets top, så det ligner at det netop er faldet sne på grantræets top.
  13. Drys med spiseligt glimmer.
  14. Grantræerne spises hele eller skæres i skiver som en lille træstamme.

 

 

 Seneste plus
 
‹ Forrige1234Næste ›
x